| ”Willumsen
og de badende børn” Fem Stjerner |
|
Gorm Spaabæk anmelder særudstillingen på Skagens Museum om J.F. Willumsens maleri af badende børn.: Det Skagen Museum hylder sommerens komme ved at hænge Willumsens to versioner af badende børn ved siden af hinanden i museets store kunstlys-sal. Det er en gave at se. At sammenligne de to store malerier og opleve de små ryk i udtryk der sker fra første version til den senere version. Den første version, der ofte benævnes ”Generalprøven”, hængte længe på Skagens Museum, men er normalt uddeponeret til Willumsen-museet i Frederikssund. Den anden version hængte i mange år på Gøteborg Kunstmuseum, hvor den strålede i den store ovenlys-sal. Fordelt omkring disse værker ses hundredvis af Willumsens skitser og forarbejder. Mange af disse hænger til dagligt på Victor Petersens Willumsen-samling på Herregården Odden. Her ses de sammen med mængder af andre tegninger, malerier, akvareller og en enkelt skulptur. Det er en storladen udstilling, der udover at føde en elementær billedglæde afdækker Willumsens arbejdsmetode. Willumsen formative år sker i en tid, da det billedkunstneriske håndværk stadigt står i respekt. Siden har der hersket en god kritisk sans overfor det klassiske håndværk. I det opgør er Willumsen omkring 1890 first mover og udtrykker sig i en grænsebrydende og nyskabende avantgarde. I værker som ”Frugtbarhed” (1891) og ”Montagnes Russes” (1890) sprænger J.F. Willumsen rammen for, hvordan man tænker billedet. Han forholder sig til det såkaldte primitive såsom børnetegning, masker og kunst udenfor Europa. Der er bare ikke nogen modtager af det, og han går tilbage og begraver sig i traditionen. Da andre kunstnere årtier efter gør op med traditionen, er Willumsens indsats som grænsebryder glemt. Derfor kan de to store versioner af lys og ungdom ses som udtryk for, at Willumsen søger tilbage i folden og fokuserer på den farve (som begreb og diskussion) der siden impressionisterne har fyldt så meget i opfattelsen af, hvad kunst er. I disse store billeder finder man nogle voldsomme og skrigende kontraster, som det sås nogle år tidligere i den franske fauvisme og i den tyske ekspressionisme. Forskellen er, at Willumsens store billeder er underordnet en helhedsvirkning af lys, hvor de unge franskmænd og tyskere ofte er mørke og bruger den rene og skrigende farve. Her møder man i Willumsens store billeder en hvidlig kridtet farve, der ikke umiddelbart ligner det, man ser i ekspressionisternes billeder. Men alligevel: I Willumsens penselskrift og i detaljens farvekontraster ligger voldsomheden latent. Da de store billeder blev malet, var der endnu ikke lagt retning for, hvad (hoved)fokus kunsten ville tage. Derfor er disse billeder vigtige og overvældende, selvom deres eksperiment ikke blev den vej, der kom til at flytte vores måde at tænke på. I 1909, som det første er dateret, har Picasso malet damerne fra Avignon og her fornyet billedet i en interesse for Afrikansk kunst. I sommeren 1909 har samme Picasso og Georges Braque sprængt billedet og skabt et nyt ved at rense farveskalaen ned i en brækket farve samt sort og brun. Der sker en rensning i farven, og interessen for billedets opbygning tager i stedet fokus på en rumlig og plastisk form. Det kommer senere til at hedde kubisme. Når jeg suges ind i Willumsens store billeder, kommer jeg til at tænke på de kørevogne til heste, der blev bygget i årene op til 1910. På det tidspunkt har automobilen allerede taget banen, og i netop i disse år overgår vognbygger-faget derfor sig selv. Noget der netop sker, fordi kørevogne som transport-teknologi er forældet. De to store Willumsen-billeder vokser ud af impressionisternes diskussion og overvejelser, der på dette tidspunkt er 50 års gammel teknologi og tankesæt . Disse billeder kan ses som et forsøg på at bringe farvens diskussion over i en anden dimension. Noget der altså sker i en tid, hvor fokus er skiftet. Som jeg ser disse billeder, er det godt - eller om man vil: godt, godt, godt. Man bliver glad og tilfreds af at se det her. Men det blev altså ikke en hovedlinje i kunstens udvikling. Men hvor er det dog en glad og dejlig udstilling, hvor der er grundlag for at svømme hen i en umættelig billedglæde. En udstilling der både udfordrer og rammer nørden og samtidigt møder den glade kunstnyder i en øjenhøjde. Det er en svær opgave at løse, men her lykkes det. Respekt for det. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk ”Willumsen og de badende børn” Skagens Museum Til 21. august. Anmeldelsen blev publiceret i avisen Nordjyske den 15. juni 2016 |
 Detaljer fra Willumsens maleri |
 |
