|
Anmeldelse af Willumsen udstilling på Ordrupgaard
I kunsthistorien optræder en type billedkunstnere der med stor
energi stiller op med banebrydende eksperimenter og efter at de
møder muren , giver op og bruger resten af deres liv på det der nu
kan lade sig gøre.
Man kan nævne Marcel Duchamp, der brugte den sene del af sit liv på
at spille skak. Eller Niels Hansen Jacobsen, der i de sidste mange
år levede af at hugge gravsten, Francisca Clausen der malede
blomster, og Robert Storm Petersen der i de sidste mange år, levede
af at være morsom.
J.F. Willumsen sprænger nye veje i de første år af attenhundred og
halvfemserne . På det tidspunkt er han noget af det mest radikale og
banebrydende man kan se i Europæisk kunst…
Det er bare begrænset hvad alt dette bliver brugt til. Der er ikke
nogen modtager parat og man kan for eksempel på Victor Petersens
samling på Odden se, hvorledes Willumsens voldsomme
eksperimenterende afsøgning af nye medier, materialer og nye
teknikker gradvis afløses af, at orientere sig i et bakspejl.
Udtrykt i en interesse for Tizian og El Greco og en indadvendt
sprogudvikling og formdyrkelse der bliver mere og mere sær. Selvom
det der sker, bestemt altid er sublimt.
Willumsens sene værker er i den grad næsten guddommeligt besværlige
og smagløse. Det er billeder der er så rabiate i deres farve og
formeksperiment, at de stadigt i dag, en menneskealder efter
kunstnerens død, er svært tilpasselige i en almindelig dansk
dagligstue. Willumsen er ikke pæn.
I Ordrupgaards nye udbygning kan man i øjeblikket se en ophængning
af Willumsens værker. Til Juni skal udstillingen overføres til Paris
og vises på Musee de Orsay.
Det er færdige værker man viser her, og det er en kvalitet, ved
denne udstilling at man har hentet hovedværker fra nær og fjern. At
se Hagemanns Kollegiums version af ”Bjergbestigersken” i den
udskårne træramme, hun er tænkt i, er i sig selv turen værd.
Men der er problemer med den kontekst disse billeder præsenteres i.
I de første mange år af Willumsens arbejdsår, er normen for væggenes
farver ikke den luftige hvide farve. Den hvide farve var fattigmands
kalkede vægge ( Som man kan se i L.A Rings billeder ). Som rig havde
man råd til noget andet , og Willumsens værker er bestemt ikke
fattigmandskunst. Og med den professionalisme og gennemarbejdende
arbejdsmetode Willumsen brugte, forholdt han sig naturligvis til,
hvad baggrund hans billeder måtte forventes, at skulle fungere i .
Eksempelvis kan man se en mørk baggrund og tæt ophængning omkring
”Bjergbestigersken” i Sigurd Mullers bog ”Nordens billedkunst” fra
1905. Ligesom billeder fra G.A. Hagemanns kollegiums dagligstue,
viser den mørke, dunkle sammenhæng, billedet kom til at hænge i, de
første tredive år.
Med hvid baggrund kommer de tidlige værker, til at virke ferske
….Det gælder ” Jotunheim” og det gælder især ”Sol under sydens
bjerge”. På en mere tidssvarende farvet eller mørk baggrund, vil
disse værker lyse.
Jeg ser det også som en svækkelse at man ikke har maleriet ”
Montagnes russes” (1890 ) , der hænger på Nationalgalleriet i Oslo,
med på denne udstilling … Det er et billede, der arbejder med
primitivisme på en måde, der er langt foran sin tid. Efter min
opfattelse er det med ” Montagnes russes” (1890 ) og ”Jotunheim”
(1892-93) og med raderingen ” Frugtbarhed” ( 1891 ) at Willumsen
kulminerer som avantgardist ….
”Montagnes russes” fungerer i et billedsprog der foregriber senere
årtiers dyrkelse af kunst udenfor Europa, folkekunst og børns
udtryk. Egentligt er der flere ligheder mellem Picassos ” Damerne
fra Avignon ” (fra 1907 ) og Willumsens billede, end der er mellem ”
Montagnes russes” og de billeder Toulouse Lautrec maler på et
tilsvarende fransk værtshus, Moulin Rouge , i det år.( 1890 )
Udviklingsforløbet frem til raderingen ”Frugtbarhed” er heller ikke
tydeligt på udstillingen … Man savner simpelthen de forarbejder og
gennemarbejdede skitser til denne radering, der kan ses på Odden .
Og man savner raderingen ”Ægteskab”, der med sin påvirkning fra Carl
Bloch , i sammenligning, tydeliggør det kvantespring, der sker med
”Frugtbarhed” ..
I det hele taget er det en pæn og smagfuld udstilling, og jeg savner
derfor nogle flere af de forkerte billeder - de smagløse og dem hvor
man kan lugte eksperimentet, modstanden og opkomlingens fanden i
voldske energi. Set ud fra den vinkling hænger ”kongesønnens
bryllup” underligt alene.
Men det er en god udstilling ..Ordrupgaard er et pragtfuldt museum,
og dem der gerne vil kende den pæne side af Willumsen, klædt på til
at rejse ud i verden, kan begynde her.
Trykt i Nordjyske Stiftstidende 7.
november 2006 |
|
