Foromtale af Heinrich Tønnies Udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum

På Nordjyllands kunst museum åbner fredag den 18 juni 2004 en stor udstilling med fotografen Heinrich Tønnies fotografier.

Heinrich Tønnies, er en indvandret tysker der køber et fotografisk atelier i Aalborg. Det er et værksted der kommer til fungere i mere end hundrede år og et sted hvor titusindvis af Nordjyder får taget deres portræt. Arkivet med negativer er bevaret og befinder sig idag på Aalborg Stadsarkiv. Det drejer sig om hundredtusindvis af negativer der er nummererede og man har lister med navne der fortæller hvem disse mennesker er.

Da fotografiet kom til Danmark i første halvdel af attenhundredtallet gav det helt nye måder at se virkeligheden på. Det var en skræmmende ny teknologi. Noget man for eksempel kan læse ud af et af de allerførste danske fotografiske portrætter, - portrættet af Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen fra 1840 . Her ser man at Bertel Thorvaldsen krydser sine fingre i en ældgammel gestus der skulle beskytte mod trolddom. Man kan derfor se dette billede som et udtryk for, at angst for ny billedkunstnerisk udvikling, allerede dengang, var en del af danskernes måde at møde verden på.

Få år senere kommer fotografiet til Aalborg og 16 år senere i 1856 køber Heinrich Tønnies sin butik i Aalborg. På det tidspunkt havde den fotografiske teknologi allerede forandret sig fra at være en elitær, eksperimenterende og forskende billedkunst til at være en meget almindelig og brugt teknologi.

Alligevel må det have været et fantastisk oplevelse at man kunne få et billede af sig selv. Indtil da havde et portræt været forbeholdt samfundets absolutte top. Den demokratisering der med fotografiet sker af portræt mediet gør, at man nu får billeder af mennesker fra samfundsgrupper, som man ikke før havde billeder af.

Og mængderne i det her. - Udover byens mennesker blev landbo befolkningen fotograferet. Markeds dage var travle dage i Tønnies atelier . Og alle blev ført til protokols med navn og hjem sogn skrevet op . Der er tale om hundredtusindvis af negativer og utallige nordjyder har slægtninge i dette fantastiske billed arkiv.

Men hvad betydning har det så idag? Hvordan relaterer disse billeder til vor tids tankegang? - Og hvad er det egentligt der gør Tønnies til den verdensberømte billedkunstner, han er idag.

For det første er negativerne bevaret. Andre steder har man også fotograferet befolkninger, men negativerne er smidt ud og man har ikke protokoller der fastholder hvem disse mennesker er.

En anden grund er mængden. Samlingen som begreb diskuteres livligt i den moderne samtidskunst. Hvad er en samling for noget ? Kan en samling bruges som billedkunstnerisk værktøj ?

I de fokus skift der sker fordi samfundet ændrer sig, kan man se mange eksempler på at billedkunstnere bruger samlingen som et værktøj til at beskrive virkeligheden. Af eksempler kan nævnes, Ilja Kabakov og Raffael Rheinsberg. Andre eksempler er Henrik Olesen og især Gerhard Richters Atlas, der består af tusindvis af indsamlede fotografier der er monteret op på tematiske plancher.

En tredje grund er den nøgterne ukunstlede måde disse fotografier fremtræder på. Det er nærliggende i den forbindelse at nævne Seydou Keïta som en fotograf der minder meget om Heinrich Tønnies. Keïta arbejder i nitten hundrede og halvtredserne i Mali i Afrika og er en fotograf der i det sidste årti er hentet frem fra glemslen og er blevet eksponeret på de store internationale udstillinger. Som for eksempel Sydney Biennalen i 2000. Det betagende ved både Keïta og Tønnies er at deres portrætter er så elementære , rensede og klare. – Og at de mennesker der fotograferes er mennesker der har ringe erfaringer med at blive portrætteret.

Man møder hos begge disse fotografer en hudløs og nysgerrig respekt for de mennesker der fotograferes og derfor kan disse kunstnere ses som en del af forudsætningerne for det moderne hudløse portrætfotografi. Som man for eksempel kan møde det i Andres Serranos portrætter af hjemløse i New Yorks S- togs net. Eller Rineke Dijkstra portrætter og den unge danske fotograf Nikolai Howalts billeder af unge boksere.

Den fjerde og vigtigste grund til, at der er den meget store interesse for Heinrich Tønnies billeder i udlandet er, at han viser portrætter af personer i deres normale arbejdstøj. Det berømte billede af de fire smede er nærmest en ikon i fotografiets kunsthistorie. – Og at se tømreren , stuepigen , skorstensfejeren , slagteren , og brobyggeren på den måde og med den standsbevidshed der udtrykkes i disse billeder, er en stærk oplevelse.

Det er ikke svage og vege mennesker man møder her og det er bemærkelsesværdigt at disse billeder er fra de samme år, hvor den svenske kunstner Ernst Josephson maler sit berømte maleri af de spanske smede. – Og i de år hvor byernes arbejderklasse organiserer sig til kamp. Se på disse menneskers blik, og sammenlign med de blikke man finder i portrætterne af den tilsvarende tilrejsende landbobefolkning. Vi er i en tid hvor næsten halvdelen af befolkningen i Aalborgs omegn, på grund af kummerlige forhold, udvandrer til Amerika.

Det er en milepæl i nordjysk selvforståelse, at disse kunstværker endeligt er flyttet ud fra Aalborg Stadsarkivs ramme, til kunstmuseets ramme.

Man kan med god ret opleve denne udstilling som en kanonisering af denne kunstner. Disse portrætter er noget som man tidligere har set på, som billige gamle fotografier. Nu er disse kunstværker i den ramme, hvor de hører til. Som noget af den mest betydningsfulde billedkunst, der overhovedet er i vor landsdel.

Og dermed udtrykker denne udstilling et bevidstheds skred, der kan sammenlignes med, det der skete, da den usle landbo tjenestepige fik sit eget billede. - Og dermed fik den samme mulighed for at forstå og se sig selv, som greven, kongen og kejseren.

Gorm Spaabæk Juni 2004

Trykt i lettere forkortet form i Nordjyske Stiftstidende, den 19 juni 2004

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

© Gorm Spaabæk. Alt indhold er ophavsretligt beskyttet.