Gorm Spaabæk: Metafiktion og intertekstualitet

Brandfare?
Gorm Spaabæk har på det seneste fremstillet enorme træsnit. Hvis store træsnittryk på kraftigt papir skal hænges op i en trappegang, udgør de en risiko, fordi trappegangen er en flugtvej ved brand. Dette problem har Gorm Spaabæk løst kreativt og, som vi skal se om lidt, på en postmoderne måde. I stedet for at skære i træ, har kunstneren valgt at skære i granitplader med en vinkelsliber, og at anvende granitpladerne selv i stedet for tryk taget fra dem som billederne. Der går ikke ild i granit. Granitpladerne, der er en mellemting mellem relief og billede, hænges op i en trappegang. Granitten er i sig selv næsten sort med glatpoleret overflade, hvilket giver en svag spejlingseffekt og lysrefleksion, og fordybningerne deri fremstår lysere. Udsmykningen harmonerer altså med gråskala-farveholdningen i opgangen, hvor kun dørfarver og træpaneler giver kontrast. Der er elleve plader med varierende mål fra 60 x 60 cm op til 120 x 120 cm. Nogle plader er kvadratiske, andre er rektangulære, og placeringen på væggene er forskellig, idet den fordelagtigste synsvinkel er udvalgt for hver enkel plade.

Mekanisk reproduktion og aura
I et essay ”Kunstværket i den mekaniske reproduktions tidsalder” fra 1934 beskriver kulturkritikeren Walter Benjamin (1892-1940), hvorledes mekaniske reproduktionsteknologier har gjort det muligt at distribuere kunst i store mængder. Før trykkekunst, fotografi og film var kunst enestående og original som f.eks. oliemaleri, der bliver fremstillet manuelt og i kun ét eksemplar. Dermed var kunsten forbeholdt de få, De, der kunne betale for den. Maleriet kunne direkte sidde fast i arkitekturen, som når det er malet direkte på væggen, eller det kunne være på lærred i rammer, og kunne da i det mindste flyttes og gøres til genstand for handel. Fra en ideologisk synsvinkel kan man sige, at kunsten dermed ikke er demokratisk. Den mekaniske reproduktion ændrede på kunstens mængde, så flere kunne få adgang til kunst. Det unikke oliemaleri kan transformeres til en gravering i en metalplade, hvorfra der kan tages flere tusinde tryk. Eller et træsnit kan også trykkes i mange eksemplarer, så det kan distribueres i store mængder. I dag er der reproduktioner af meget original kunst i form af fotografiske gengivelser i plakatstørrelse, eller i mindre størrelse kan vi se næsten al kunst i digital reproduktion på Internettet.

Når kunst reproduceres, går der informationer eller koder tabt. Et kulørt oliemaleri gengives måske kun i sort-hvid, og størrelsen på gengivelsen kan være vilkårlig. Et andet tab ved den mekaniske reproduktion, som Walter Benjamin beskriver i sit essay, er tabet af aura. Et kunstværks aura er den sanselige oplevelse, som betragteren får, når han eller hun konfronteres med det ægte og helt originale værk med dets mangfoldighed af koder. Det originale værk bærer nemlig dets egen historie i sig. Dets alder er af betydning. Når vi ser på et ældre værk vi oplever fortiden, traditionen og historien, for værket bærer ikke kun spor af sin tilblivelse og den historiske tilblivelsesperiode, men også af sin egen lange historie med patina og slid. Receptionen af det autentiske værk bliver altså transhistorisk, hvor vi kobler vores egen personlige nutid med værkets lange historie. Denne oplevelse er emotionel og næsten kropslig. Hvor den mekaniske reproduktion gør værket tilgængeligt for os, betyder den også tabet af aura.

Gorm Spaabæk, der i sin kunstneriske virksomhed primært er grafiker, vender den mekaniske reproduktion og aura-begrebet på hovedet, og dermed forholder han sig til den kunstneriske tradition. Han udtaler om forholdet mellem kunstnerisk værdi og værkets alder, specielt om tidlige trykketeknikker: ”Det er først når teknikken er forældet, at det bliver til noget æstetisk. Bogtrykkerkunst: Der er ingen der taler æstetik, da man laver Bibelen på tysk og begynder at udvikle hele trykkekunsten. Dürer er ikke dekorativ. Det er bare fordi det er blevet gammeldags, det er dekorativt. Eller hvis du står og ser på den bøddeløkse på Nationalmuseet, man huggede Struenses hoved af med. Nej, hvor er det smukt håndværk, fordi idéindholdet er forældet. Der er altså en mekanik i, at når tingene bliver forældede, så bliver de smukke.”

Som et led i designprocessen af de elleve granitplader, har Gorm Spaabæk faktisk reproduceret dem mekanisk ved at tage skrabeaftryk af dem på papir, for at hænge disse tryk op i opgangen for at finde deres ideelle placering på væggene. Disse tryk er imidlertid kun arbejdskopier, og ikke mekaniske reproduktioner beregnet til distribution eller salg. Det er den unikke stenplade, der ender på væggen som kunstværk. Stenpladen har imidlertid nu haft den funktion, at den har været grundlaget for reproduktion af sig selv. Det, Gorm Spaabæk har fremstillet, er på en måde en afbrudt mekanisk reproduktion, hvor han udstiller et led i den mekaniske reproduktionsproces uden at miste auraen. Gorm Spaabæk fortæller om selve produktionen af granitbillederne, idet han sammenligner den med hans arbejde med at fremstille træsnit: ”Langt hen ad vejen er det ligesom at lave de store træsnit… I virkeligheden er det at skære i sten sværere, fordi det er lettere. Du ryger bare igennem. Træet giver sig. Det er lidt langsommere. Det, der er faren er, at der ikke er den der modstand, du er vant til at have.”


Postmoderne metafiktion
Metafiktion er fiktion, der handler om sig selv, og metafiktion er en af de mest populære postmoderne fortællemåder. Filmen, der handler om produktionen af en film, er en typisk metafiktiv tekst. Litteratur, film og billedkunst, der kommenterer sin egen produktion og tilblivelsesproces er metafiktiv. Gorm Spaabæks granitplader er metafiktive på denne måde, for de er et stadie i en grafisk produktion, og så er de det alligevel ikke. De er nu sig selv, og de er nu originale værker, men mon ikke mange gerne ville have et af skrabebillederne, der er fremstillet på grundlag af dem, når vi nu ved, at de findes? Der er dem, der påstår, at vi i den postmoderne tid foretrækker replikaer frem for originalen, og hele Gorm Spaabæks udsmykningsprojekt forholder sig også ganske finurligt og elegant til denne postmoderne problematik.

Intertekstualitet
Et billede er intertekstuelt, når det gengiver et andet billede eller dele af et andet billede, i stedet for at gengive virkeligheden direkte. Lige som metafiktion er intertekstualitet kendetegnende for kunst og medier i den postmoderne tid.
Konceptet i udsmykningen af KMD-domicilet er regionalt eller lokalt. Hver af de elleve nye kommuner er repræsenterede via kunstnere i bygningen. Dette koncept har Gorm Spaabæk forholdt sig seriøst og videreudviklende til, idet hans elleve granitplader gentager dette koncept, ved at hver plade indeholder en modificeret og bearbejdet gengivelse af et kulturhistorisk værk fra en af kommunerne. Tidsmæssigt strækker disse elleve værker sig fra stenalderen til omkring 1920. Kommunerne er repræsenteret således:

Frederikshavn: Skib fra Sæby Kirke
Hjørring: Drage fra Bjergby Kirke
Læsø: Luftshulmaske fra Vesterø Kirke
Brønderslev-Dronninglund: Drage fra Øster Brønderslev
Jammerbugt: Ornament fra en gravsten ved Klim Kirke
Aalborg: Spidsgatter-sejlskib tegnet af Aage Utzon
Thisted: Vestervigs vartegn (et relief på en granitkvader i Vestervig Kirkes murværk)
Morsø: Hoved fra Outrup Kirke
Vesthimmerland: Ornament fra Ertebøllekulturen
Rebild: Dragtspænde, et løsfund fra Gl. Skørping Enge
Mariager Fjord: Helleristning af skibe fra Truehøjgaard.

Gorm Spaabæk er intertekstuel på den måde, at han afbilder hele regionen via en kunstnerisk gengivelse af billeder fra den. Det er klart, at den kunstneriske bearbejdning af disse motiver er gennemgribende. Størrelse er et parameter, hvor et få centimer stort dragtspænde forstørres til 120 x 90 cm. Materialevalget er et andet parameter, hvor omsætningen til granitplader fra f.eks. papir, sølv eller ben er voldsom, selv om det er påfaldende, at flere af motivkilderne også selv er udført af eller på granit. Kunstnerens værktøj er overraskende. En vinkelsliber er et ganske brutalt stykke værktøj at anvende til kunstnerisk arbejde.

Motivforlæggene er fortidige, og nogle af dem endog meget gamle. Materialet, granit, er geologisk set endnu ældre, og som kunstnerisk og arkitektonisk materiale hører det primært hjemme i den romanske periode, bedst kendt fra landsbykirkerne med deres granitkvadre. Materialevalget her er teknisk set valgt brandpræventivt, men tematisk kan man forbinde valget af dette materiale med et opgør med aura-begrebet, eller i det mindste med en metafiktiv reference til forholdet mellem kunst, alder og historie.

Ligesom Gorm Spaabæk er intertekstuel, er han metafiktiv på den måde, at hans specifikke udsmykningsopgave forholder sig til hele konceptet i KMD-bygningens kunst. Hans repræsentation af de elleve kommuner er også en repræsentation i koncentrat af hele udsmykningen og dens design- og produktionsproces. Helt lokalt forholder Gorm Spaabæk sig til byggegrundens historie. KMD-domicilet er bygget op omkring den bevarede tørdok fra det nedrevne Aalborg Værft, der måtte lukke i 1988. Motivet med spidsgatten, der er en ældre legendarisk træsejlskibstype, er oprindeligt tegnet af Aage Utzon, der var skibsingeniør omkring 1915 på Aalborg Værft, og mange af hans spidsgatter er bygget i Aalborg.

Kunstdebatør og kunstformidler
Gorm Spaabæk, der er født i 1954, blev cand. phil. i kunstformidling fra Den Kunstpædagogiske Skole, Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1987, og han fungerede som billedkunstner og underviser i billedkunst på bl.a. Dronninglund Gymnasium og på VUC-centre. Han har således været med til at præge flere nordjyske generations kunstopfattelse. Han har haft formidlingsopgaver for bl.a. Nordjyllands Kunstmuseum, og ikke mindst er Gorm Spaabæk en passioneret debattør om kunst og kunstpolitik, og forholdet mellem kunstnere og det offentlige, hvor han flittigt kæmper for værdien af kunst og kunstnere i samfundet i utallige medieindlæg og skrifter. Ikke mindst plæderer Gorm Spaabæk for en regional og kommunal kunstpolitik, der kan holde på unge kunsttalenter og udvikle det nordjyske kunstliv. I Nordjyske skrev han d. 5.4. 2006 i et indlæg for oprettelsen af et amtsligt billedkunstråd, at manglen på det er en af de vigtigste ”grunde for, at der ikke er noget eksistensgrundlag for unge kompetente og veluddannede billedkunstnere i regionen. Og at de snesevis af unge billedkunstneriske talenter, der er rejst ud for at opsamle ny og ukendt viden, ikke har en kinamands chance for at vende hjem. Hvilket har betydet, at det nordjyske samfund har mistet udvikling og muligheder. ” Det er passende og karakteristisk, at hans KMD-udsmykningsopgave i sig selv både er et intellektuelt og et æstetisk argument for værdien af nordjysk kunstliv, både i den kulturelle fortid og i nutidig kunst.

Uddrag fra bogen: “Idé-landet. Kunsten & Virksomheden”
af Jørgen Riber Christensen, Aalborg Universitetsforlag 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

© Gorm Spaabæk. Alt indhold er ophavsretligt beskyttet.