”100 års øjeblikke – Kvindelige Kunstneres Samfund” Ideudviklet af billedkunstnerne Lene Rasmussen og Pylle Søndergaard Redigeret af Charlotte Glahn og Ninna Maria Poulsen 408 sider, 348 kroner Forlaget Saxo 2014. Anmeldelse bragt i avisen Nordjyske den 20. januar 2015
Bogen er en beskrivelse af kvindelige kunstneres arbejdsvilkår og deres rolle i det danske kunstliv.  Den er samlet og redigeret i anledningen af Kvindelige Kunstneres Samfunds 100 års jubilæum i 2016. Foreningens arkiv er udgangspunkt, og bogen favner vidt. Både i tid, kunstneriske indfaldsvinkler og som en fremlægning af en social og kønspolitisk dagsorden. Kampen for overhovedet at få mulighed for undervisning beskrives. Herunder oprettelsen af Kunstskolen for kvinder (1888), og senere den croquis-skole jeg selv frekventerede i første del af 80’erne uden at ane, at det var en struktur, der var vokset ud af kvindernes kamp for lige vilkår. Og det lige frem til i dag da en ny generation af unge, kvindelige kunstnere reformulerer sig selv i forhold til en kunstnerrolle.  Blandt andet fortælles historien i en række portrætter. Ikke bare fyrtårnene som Anne Marie Carl-Nielsen, men også mere fortrængte kunstnere som Astrid Holm og Emilie Demant Hatt. Deres historie formidles kort og præcist og suppleres i en række gengivelser af række fine malerier af Holm og Hatt. I en række korte og indholdsmættede artikler fortæller tre nuværende medlemmer af foreningen om deres mødre som kunstnere. Eksempelvis Inge Lise Westman om Karen Westman. Eva Nedergaard om Inge–Marie Jørgensen. Og Minna Kragelund skriver i ”Blik for materialets væsen” om, hvorledes de kvindelige kunstnere bevæger sig over i kunsthåndværk. Der er plads, fordi mange af de mandlige kunstnere finder det under deres værdighed at eksperimentere her. Som for eksempel at beskæftige sig med korsstings-broderi. Også her organiseredes en tegne- og kunstindustriskole for kvinder. Det gav blandt andet spor i højskolernes håndarbejdsundervisning Det er bemærkelsesværdigt, at så mange af de kvindelige kunstnere formulerer sig i andre medier end maleri og skulptur.  At de virker i et bredere kunstbegreb, der i udlandet formulerer sig i Arts- and Crafts-bevægelsen i England og i Bauhaus i Tyskland. Det er bare ikke på samme måde markeret og formuleret i dansk kunsthistorisk bevidsthed. I Danmark blev den kunst, der sås uden for traditionelt skulptur og maleri, nedprioriteret i kunstmuseernes samlinger. Det var også galt for en række mandlige kunstnere såsom J.F. Willumsen, der længe blev set på som maler og billedhugger, ligesom en række af de kvinder, der omtales i bogen, gik uden for den ramme og udviklede en stor mangfoldighed i deres medievalg. I den sammenhæng ses en stofmættet artikel af Anders Brix, hvor han diskuterer, om man skal se på kunsthåndværk som kunst eller ej. Artiklen falder meget velkomment efter en artikel om kvindelige kunstnere som tekstilkunstnere. Og på opslaget efter Brix’ artikel møder man en bogforside af Ebba Holm, der lukker den diskussion.  Som jeg ser det, er det et kunstigt skabt skel at skære bogkunst, tekstil, og en lang række af de traditionsbelastede kvinde-kunstarter ud af kunstbegrebet. At man kalder det kunsthåndværk, design eller lignende.  At de kunsthistoriske museer i mange år har begrænset sig på sit udsyn ved at fokusere på gennemtærskede medier, og at det har ramt de kvindelige kunstnere hårdt. Bogen viser, hvorledes kvindelige kunstnere opsøger ny viden i udlandet og bringer den hjem. Det gælder for eksempel Franciska Clausen og føromtalte Astrid Holm. Og at det ofte har ramte disse kunstnere, at de var foran og sprængte det kunstbegreb, der satte dagsorden i deres tid   Her ligger Mertz’s tese om medievalg lige for: At man skal arbejde i medier, der ikke er kunstbelastet, som Albert Mertz formulerede det. Helt op i 80’erne var der en brodeributik på Strøget i København. Butikken bar åbenbart mere end hundrede års mønstre i sit bagkatalog, og en lang række kunstnere havde tegnet mønstre her (P.C. Skovgaard, Bindesbøll, Elise Konstantin Hansen og Jo Hahn Locher). Jeg kan godt huske butikken, men gik aldrig derind, og det ærgrer jeg mig over i dag. Hvad i alverden havde sofapuder og broderi at gøre med kunst? Der tog jeg fejl. I det materiale, der formidles i denne bog, springer det i øjnene, at de kvindelige kunstnere ofte er strandet i deres eksperimenter med ny viden og nye muligheder og i stedet har udviklet på de muligheder, der nu engang var. Det er en adfærd, der springer ud i fuldt flor med udstillingerne ”Damebilleder” (marts 1970) og den store kvindepolitiske manifestation på Charlottenborg i december 1975. Det er ikke maleri og traditionel skulptur, der bærer disse udstillinger, men derimod en omformulering af Kunstbegrebet over i tidssvarende medier, såsom performance, tableau vivant, interventioner og film. Her er det ikke det håndterlige værk, der bærer, men derimod ideen, diskussionen og poesien. En flygtighed i det konkrete materiale der åbner helt nye muligheder. Værket som et materiale fremtræder ikke som en relikvie, der er gembar og har en værdi i sig selv. Det dumpes i stedet i en container, når aktiviteten er forbi. At ”Damebilleder” foregår, samtidigt med at Miriam Schapiro og Judy Chicago etablerer ”The Femenist art program” på Fresno College i San Fransisco, er ikke iøjnefaldende på de danske kunsthistoriske museer, selvom det er begivenheder, der sætter de forandringer i kønsrollerne i gang, som vi alle lever i i dag. Selvom der er nordjyske kvindelige kunstnere centralt deltagende i disse skelsættende begivenheder, har dette materiale ikke i videre omfang været formidlet i (nordjyske) kunstmuseers stamsamlinger. Her lægges det frem i bogen, at kunstmuserne ikke vil modtage/købe af kvinder. Jeg tror, at det er bredere end som så: At kunstmuseerne ikke har kunnet løfte sig ud af det kunstsyn, der allerede lå i deres samlinger og i de kunsthistoriske museers helt egen begrebsverden. Og: at den afvisning af gode kvindelige kunstnere som kunsthåndværk, der skete for 100 år siden, stadigt sker i dag. Bare på andre måder fordi nyskabende kvindelige kunstnere udfordrer formen og stiller op med uventede medievalg. Kirsten Dehlholm er et stjerne-eksempel herpå. Hun er uddannet som kunsthåndværker og har siden 70’erne lavet noget af det vigtigste, grænsebrydende teater, der er set her til lands. Eller Jytte Rex der laver film. Og at store dele af de bedste unge danske fotografer er kvinder. Det er en diskussion, der kan ses i forhold til bogens artikel af Hans Dam Christensen ”Med kønnet på museum”, hvor der gøres rede for, at man, selv om kunstmuseerne er en kvindedomineret verden, alligevel ser et forfordelt køb af mænd frem for af kvinder. Det kan sagtens bunde i, at kvinderne kommer med noget andet end det, kunstmuseerne kan klare at modtage såsom stramaj, broderi og kvinder, der har malet på sig selv og fremtræder nøgen som en sortbroget ko. Bogen er ideudviklet af billedkunstnerne Lene Rasmussen og Pylle Søndergaard og redigeret af Charlotte Glahn og Nina Maria Poulsen. Det har de gjort godt.  Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk .