VÆRKSTED II

Udstillingen "VÆRKSTED II" 2014

Kunstneren Ole Tersløse holder åbningstalen, som er gengivet herunder:

Jeg skulle egentlig have indledt min åbningstale til Gorm med et citat fra min gamle lærer fra Kunstakademiet, Jesper Christiansen, men måtte til sidst opgive at finde det
Jeg troede, det stod i en bog udgivet i anledning af KEs halvfemsårsfødselsdag, men da jeg lånte bogen på biblioteket og kiggede den igennem, måtte jeg erkende jeg huskede forkert.
Jeg forsøgte herefter at finde Jepser Christiansens telefonnummer, men måtte opgive, da der var for mange der hed Jesper Christiansen på krak, og jeg ikke vidste hvem der var den rigtige.
Jeg besluttede derefter at ringe til Jesper Christiansen galleri - Mikael Andersen, men ombestemte mig. Galleriet ville formodentlig ikke videregive JC telefonnummer, da de ville gå ud fra at jeg ville forsøge at købe kunst direkte af JC uden om dem.
Jeg kan derfor ikke i detaljer huske det, jeg egentlig skulle indlede med, men jeg husker JC humoristisk og med sin sædvanlige selvdistance skrev at han som kunstner var afhængig af en masse ting. Bla. var han afhængig af sine briller af sit galleri og sine deadlines. Jeg synes alle tre elementer kan danne et godt udgangspunkt for at belyse hvad vi har at gøre med idag, nemlig Gorms kunst, og hans kunstpolitiske og - filosofiske betragtninger.

Briller.
Jeg er selv nærsynet, men jeg bryder mig ikke om briller. Egentlig synes jeg verden er mest poetisk når den fremstår lidt sløret, og jeg har lært at leve med at folk der vil have øjenkontakt med mig spørger om jeg ikke kan se, for det kan jeg faktisk ikke.
Problemet melder sig imidlertid når jeg skal se på kunst. Der er tit detaljer, jeg ikke kan få øje på, og nogle gange kan jeg ikke engang få øje på at det skulle være kunst, det, jeg står og kigger på.
Sådan har jeg det ikke med Gorms arbejder. Her er der ikke mange spidsfindige detaljer, men i bogstaveligste forstand store armbevægelser. Hvad enten han arbejder med træsnit eller kultegninger (som vi om lidt får glæde af at se i hans atelier) er der tale om en sjælden beslutsomhed og viljestyrke i arbejdsprocessen. Stregen sidder hvor den skal, og man behøver ikke at kigge efter for at se spor efter viskelædderet - de spor er nemlig aldrig blevet afsat.
Det interessante er imidlertid ikke bare selve udførelsen af værkerne i meget stort format og med meget enkle virkemidler og et minimum af detaljer. Det mest spændende er når man sammenholder de ofte forstørrede motivudsnit med det Gorm rent faktisk afbilder, for tit viser han os faktisk ting, vi har svært ved at få øje på. I ateliet kan vi møde en tvehovedet hugorm - et væsen man umiddelbart ville betragte som et fabeldyr, men som rent faktisk lever i den natur som omgiver Gorm i det daglige - en natur som har synes at have lettere ved at indleve sig i og få øje på end vi andre, når vi lettere adspredt "går en tur i skoven".
Vi kan desuden finde forarbejder til et udsmykningsprojekt til et fælles trappetårn for en række ungdomsboliger i aalborg. Motivet er en række tatoveringer på mumificerede mennesker der er fundne i permafrost i Sibirien. Nogle kropsudsmykninger - der engang var en levende del af levende mennesker, og som sikkert hurtigt var glemt igen hvis ikke Gorm havde sat forstørrelsesglasset under og nu er ved at gøre dem til en permanent udsmykning i form af store glasmalerier.
Jeg tror at det er her Gorm har en særlig mission som billedkunstner. Hans virkemidler er enkle, han kommer som kunstner direkte til sagen uden mellemregningner, men det paradoksale er, at det han viser og giver monumental status er det, der er så flugtigt og umiddelbart ubetydeligt, at vi andre sjældent skænker det en tanke og får øje på det.

(fortsætter herunder)

Ole Tersløse holder åbningstalen i værkstedet

Velbesøgt fernisering

Gorm Spaabæk er glad for åbningen af sin udstilling

Gallerier

Jesper Christiansen er afhængig af gallerier og det er jeg sådan set også. Gorm er ikke for han arrangerer selv sine udstillinger. Vi er samlet til én af dem idag. Galleriet er det værksted og det hus Gorm befinder sig i til daglig, og han inviterer kun dem han gerne selv vil se, så vi risikerer ikke at blive for mange.

Er gallerierne en hjælp for kunstnerne eller er de en hæmsko? Da jeg skulle finde det citat jeg ville lægge ud med var de faktisk en barrierre, for jeg ved af bitter erfaring at man skal være forsigtig med at bede dem hjælpe med formidlingen af deres kunstneres kunst. De stakkels gallerier "skal jo overleve", som de siger, og derfor skal de tjene penge på os, der opsøger dem.

Det kan virke ganske harmløst at en kunstner er afhængig af gallerierne og i vid udstrækning hele den kunstneriske instituition, men i virkeligheden er det det, der er det allerstørste problem ved at være kunstner i dag. Vi har en forventning om at kunstneren er grænseoverskridende provokatør og en visionær fantast, der er aristokratisk hævet over det øvrige samfunds normer og værdisystemer. Derfor ER det dybt problematisk, at kunstneren hele tiden må forhandle med gallerier musseer, journalister og kulturredaktører om formidlingen af hans kunst, for alle disse samarbejdspartnere er i virkeligheden forankrede i det samfund som kunstneren gerne skulle være ligeglad med, fordi han er kunstner og som sådan åndeligt autonom.

Det mest slående eksempel på hvor behagesyg den såkaldt provokerende autonome kunstner kan handle, synes jeg vi så i forbindelse med klimatopmødet i Kbh i 2009. Statens museum for kunst kvitterede med udstillingen "Nature strikes back" og de skriver på deres hjemmeside i dybeste alvor at det ikke har været deres intention at blande sig moralsk eller politisk i klimadebatten - alene titlen "naturen giver igen" er da så politisk entydig som den kan være. Mennesket har såret naturen og nu tager den til genmæle. Det kan være det er rigtigt, men hvor er den tankevækkende grænseoverskridende provokation i forhold til de synspunkter, der blev gjort gældende på klimatopmødet? Mon ikke alle magtens mænd vil have sagt, det samme, at naturen tager til genmæle fordi vi ikke har behandlet den ordentligt?

En af de udstillende kunstnere var argentineren Tomás Saraceno, der havde skabt små kugleformede drivhuse. Jeg husker at han til JP udtalte at vi mennesker opførte os som elefanter i en glasbutik og slet ikke havde forstået at passe ordentligt på klodens biosfære - jamen det er jo det alle lærer at sige, den første dag de har biologi i skolen. Hvor får kunstneren lov til at brilliere med en original tanke der vitterligt er svær at sluge fordi den er provokerende.

Hvor er den tvehovede hugorm henne i klimadebatten? Jeg tør næsten ikke sige det, men når den har to hoveder kunne man frygte den råæder af vores sparsomme ilt. Hvis den også har fire lunger - to til hvert luftrør kunne man frygte den danner dobbelt så meget co2 som en alm hugorm. og co2 det er jo gift, det er ikke en nødvendig kemisk forbindelse, som planterne indtager for at binde kulstoffet og frigive ilten, så vi har noget vi kan indånde før vi påny danner co2 til planterne der omgiver os på vores grønne jord - så jo, det er lidt vanskeligere at få plads til tohovede hugorme på landets strømlinede museer, end det er at vise super tjekket politisk korrekt øko-kunst, der glider lettere ned end mcdonnalds iøvrigt meget velsmagende kaffe, der også er økologisk.

Lad os glæde over at Gorm har lavet sit eget galleri sit eget museum kunne man næsten sige, for her får fantasien lov til at udfolde sig frit uden at skulle støtte sig til ideologiernes inskrænkende korset.

Deadlines

Deadlines- det er kort og godt ikke noget der bekymrer Gorm. Hvis han skal holde et oplæg der er berammet til 5 minutter har han ikke noget imod at bruge ti - og vi andre bør bevæbne os med tålmodighed, for der kan jo let gå en halv times tid, før de ti minutter er forbi. Tid er en relativ størrelse.

Gorms forsagelse af deadlines vækker en del bekymring i noget der hedder Vraa-udstillingen, som vi begge er blevet medlemmer af. Til den årlige generalforsamling spørger ordstyrreren askegrå i ansigtet igen og igen om "Vi kan afslutte det her punkt på dagsordenen". Det er problematiske at ordstyrreren spørger på denne måde, for han burde selvfølgelig spørger "Er der flere kommentarer til dette punkt på dagsordenen". Heldigvis lader Gorm sig ikke provokere, og det er risikofrit at afbryde ham, for han har god hukommelse og fortsætter bare hvor han slap.

Det er svært at afslutte punkter på dagsordenen især når det er komplekse problemstillinger, der diskuteres. Det kunstneriske potentiale i kunsten er det der bliver hægtet af. Det der ikke blev plads til, som ikke fik den opmærksomhed det fortjente, men som lever videre alligevel. Det er den "Natur", som nok skal slå igen på ét eller andet tidspunkt, men den gør det gerne i en form og i en sammenhæng vi har svært ved at gennemskue, og derfor lades den ofte i stikken igen. Sådan skal det imidlertid ikke være idag! Her har vi lov til gå direkte til kunsten direkte til kunsten uden mellemled, der styrer og omdirigerer dialogen, og på den måde hugger hælen og klipper tåen, så der til sidst kun er det tilbage som tidsånden gerne vil se. Her får vi lov at beholde begge hoveder, hvadenten vi er hugorme eller vi er mænd.

Med disse afsluttende ord er udstillingen åben!

Hygge med kaffe i stuen

‏