|
Tuxen: ”Farver, friluft og fyrster”
Knud Andersen kom til at betyde meget for mig. Han repræsenterede viden, udviklet i en livslang passion for gode billeder. Knud Andersen havde kendt flere af de gamle Skagen-kunstnere, og han havde oplevet Anna Ancher gå rundt på vejene i Østerby. Jeg var meget optaget af den Tuxen der åbnede sig her. Tuxen kunne behandle maleri som en croquis: Hurtigt malet og præcist. Egentligt var det ikke ekspressivt, for her kom den tradition, han voksede ud af: skolingen fra Bonnats, i vejen. Men han mødte sit motiv med en overlegen sikkerhed. Lidt som i vandre-historien om, at man skal kunne tegne et menneske, der falder fra tredje sals højde, inden at det når jorden. I eftersommeren 1980 købte jeg et lille maleri af Tuxen. Motivet var en drypstensgrotte på Capri. Det blev et billede, jeg levede med i mange år. Farveskalaen var i en række forskellige sorte farver og jeg gennem trawlede København for at se mere af Tuxen. OG DET VAR ikke let. Der var lidt på Statens Museum for Kunst. Et par malerier og en tegning på Den Hirschsprungske Samling, og så var der de store paradeværker på Frederiksborg Slot i Hillerød. Portrætterne af de kongelige virkede som rugbrødsbilleder. Og så alligevel... Portrættetet af Dronning Victoria på Den Hirschsprungske Samling var malet levende og med et stort mesterskab. Eller skitsen til ”Susanna i badet”, der også hang der. Eller billedet af ”Arkonas indtagelse” på Det nationalhistoriske Museun på Frederiksborg Slot, der er et billede, man ikke sådan hurtigt bliver færdigt med at diskutere. Men Tuxens kunst er stadig en problematisk affære, som jeg ser det. Tuxen stener i netop de store opgaver, som han var så kendt for i sin samtid. Og intet af det, jeg senere har set, kan sammenlignes med de forfinede olieskitser man kunne se i Skagen for fyrre år siden. Det var en tid, hvor meget få interesserede sig for Tuxens ting. SÅ KOM TUXEN tilbage på midtbanen. I midtfirserne var han på udstilling i Kunstforeningen på Gammel Strand. Og det var heromkring at Lise Svanholm kom til, og gjorde Tuxen til sit projekt: Vinklingen blev en anden. Det overdådige og pragtfulde satte dagsorden igen, og det kan ses som et udtryk for, at firsernes yuppie-kultur fejede både Heretica-generation og ungdoms-oprørets tankesæt væk. Det blev igen ok, at skilte med, at være rig. Og Tuxen lever i dette mondæne portrætmaleri og af at udtrykke pragt. Det blev det ikke altid bedre af. PÅ UDSTILLINGEN I Skagen kan man møde Tuxens mesterskab i billedet af ”Flugten til Ægypten” fra 1889. Det er et eksperimenterende billede og lysende i sin farve. Det kan ses i skitserne: For eksempel den af en kvinde der står i en muslingeskal. Eller et lille havstudie, eller de to opsamlinger af rejsenotater, der tilhører Aros. Eller for den sags skyld i skitsen til det store portrætbillede af Kong Christian IX og Dronning Louise med familie i havesalen på Fredensborg i 1883. (Det færdige billede hænger på Christiansborg.) Skitsen er mesterligt malet og lyser af en stor maleglæde. I modsætning til et meget færdigt billede ”Havefesten på Buckingham Palace , den 28 juni 1897” som syntes kedeligt malet og ligner et pligtarbejde. I ET ANDET paradebillede, der også er lånt af det engelske kongehus, møder man Dronning Victoria og hendes familie. Det er et meget gennemarbejdet billede, og her måtte jeg æde mine fordomme overfor den slags billeder. Kompositionen fungerer og der er en lang række forfinede portrætter i billedet. Det er imponerende, at Tuxen kan overskue og samkøre en så lang række maleriske kvaliteter og de mange portrætter, og få det til at virke. Det samme er tilfældet i det store Carlsbergs-billede med kongefamiliens besøg på ny Carlsberg 1. juni 1892. Og i ”Man rejser sig fra bordet”, der skildrer et aftenselskab hos familien Moresco. Her ses en stor malerisk friskhed i helhedsopfattelsen og samtidigt - og uden at det bliver tørt - portrætteres en lang række mennesker. FØLG FOR EKSEMPEL rækken af portrætter bagom bordet, der rammer bordet ind i en langstrakt cirkelbevægelse. Se hvordan disse personer, med stor variation og musikalitet, ordnes i grupper. Og se bordets opstilling af porcelæn og glas og hav det på nethinden, når den sammenlignes med den tilsvarende opstilling i Krøyers frokostbillede, det fra Brøndums spisesal. Her er det ikke nødvendigvis Krøyer der vinder. Tuxen er meget forskellig. Når han er bedst maler han en vis legemsdel ud af bukserne på de fleste. I rækken af helfigursbilleder af konger og dronninger i Frederiksborg Slots riddersal, for eksempel. I den sammenhæng lyser Tuxens portrætter op. Ikke nødvendigvis på grund af portrætterne men på den måde han maler kjolerne på. Tuxen kan være en mesterlig maler, men er det ikke altid, og begge varianter af hans maleri kan ses på udstillingen i Skagen. Det er ikke nemt at få Tuxen at se. Også derfor er udstillingen på Skagens Museum en udstilling, der er værd at køre efter. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk Tuxen: ”Farver, friluft og fyrster” Skagens Museum, Skagen Udstillingen er åben til 14. september 2014 Vises i ændret udgave på Fuglsang Kunstmuseum, Falster fra 10. oktober
til 4. januar 2015
|
|
|
|
|
||
|
© Gorm Spaabæk. Alt indhold er ophavsretligt beskyttet. |
||
