|
Foromtale af Heinrich Tønnies Udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum
På Nordjyllands kunst museum åbner
fredag den 18 juni 2004 en stor udstilling med fotografen Heinrich
Tønnies fotografier.
Heinrich Tønnies, er en indvandret tysker der køber et fotografisk
atelier i Aalborg. Det er et værksted der kommer til fungere i mere
end hundrede år og et sted hvor titusindvis af Nordjyder får taget
deres portræt. Arkivet med negativer er bevaret og befinder sig idag
på Aalborg Stadsarkiv. Det drejer sig om hundredtusindvis af
negativer der er nummererede og man har lister med navne der
fortæller hvem disse mennesker er.
Da fotografiet kom til Danmark i første halvdel af
attenhundredtallet gav det helt nye måder at se virkeligheden på.
Det var en skræmmende ny teknologi. Noget man for eksempel kan læse
ud af et af de allerførste danske fotografiske portrætter, -
portrættet af Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen fra 1840 . Her ser
man at Bertel Thorvaldsen krydser sine fingre i en ældgammel gestus
der skulle beskytte mod trolddom. Man kan derfor se dette billede
som et udtryk for, at angst for ny billedkunstnerisk udvikling,
allerede dengang, var en del af danskernes måde at møde verden på.
Få år senere kommer fotografiet til Aalborg og 16 år senere i 1856
køber Heinrich Tønnies sin butik i Aalborg. På det tidspunkt havde
den fotografiske teknologi allerede forandret sig fra at være en
elitær, eksperimenterende og forskende billedkunst til at være en
meget almindelig og brugt teknologi.
Alligevel må det have været et fantastisk oplevelse at man kunne få
et billede af sig selv. Indtil da havde et portræt været forbeholdt
samfundets absolutte top. Den demokratisering der med fotografiet
sker af portræt mediet gør, at man nu får billeder af mennesker fra
samfundsgrupper, som man ikke før havde billeder af.
Og mængderne i det her. - Udover byens mennesker blev landbo
befolkningen fotograferet. Markeds dage var travle dage i Tønnies
atelier . Og alle blev ført til protokols med navn og hjem sogn
skrevet op . Der er tale om hundredtusindvis af negativer og
utallige nordjyder har slægtninge i dette fantastiske billed arkiv.
Men hvad betydning har det så idag? Hvordan relaterer disse
billeder til vor tids tankegang? - Og hvad er det egentligt der gør
Tønnies til den verdensberømte billedkunstner, han er idag.
For det første er negativerne bevaret. Andre steder har man også
fotograferet befolkninger, men negativerne er smidt ud og man har
ikke protokoller der fastholder hvem disse mennesker er.
En anden grund er mængden. Samlingen som begreb diskuteres livligt i
den moderne samtidskunst. Hvad er en samling for noget ? Kan en
samling bruges som billedkunstnerisk værktøj ?
I de fokus skift der sker fordi samfundet ændrer sig, kan man se
mange eksempler på at billedkunstnere bruger samlingen som et
værktøj til at beskrive virkeligheden. Af eksempler kan nævnes, Ilja
Kabakov og Raffael Rheinsberg. Andre eksempler er Henrik Olesen og
især Gerhard Richters Atlas, der består af tusindvis af indsamlede
fotografier der er monteret op på tematiske plancher.
En tredje grund er den nøgterne ukunstlede måde disse fotografier
fremtræder på. Det er nærliggende i den forbindelse at nævne Seydou
Keïta som en fotograf der minder meget om Heinrich Tønnies. Keïta
arbejder i nitten hundrede og halvtredserne i Mali i Afrika og er en
fotograf der i det sidste årti er hentet frem fra glemslen og er
blevet eksponeret på de store internationale udstillinger. Som for
eksempel Sydney Biennalen i 2000. Det betagende ved både Keïta og
Tønnies er at deres portrætter er så elementære , rensede og klare.
– Og at de mennesker der fotograferes er mennesker der har ringe
erfaringer med at blive portrætteret.
Man møder hos begge disse fotografer en hudløs og nysgerrig respekt
for de mennesker der fotograferes og derfor kan disse kunstnere ses
som en del af forudsætningerne for det moderne hudløse
portrætfotografi. Som man for eksempel kan møde det i Andres
Serranos portrætter af hjemløse i New Yorks S- togs net. Eller
Rineke Dijkstra portrætter og den unge danske fotograf Nikolai
Howalts billeder af unge boksere.
Den fjerde og vigtigste grund til, at der er den meget store
interesse for Heinrich Tønnies billeder i udlandet er, at han viser
portrætter af personer i deres normale arbejdstøj. Det berømte
billede af de fire smede er nærmest en ikon i fotografiets
kunsthistorie. – Og at se tømreren , stuepigen , skorstensfejeren ,
slagteren , og brobyggeren på den måde og med den standsbevidshed
der udtrykkes i disse billeder, er en stærk oplevelse.
Det er ikke svage og vege mennesker man møder her og det er
bemærkelsesværdigt at disse billeder er fra de samme år, hvor den
svenske kunstner Ernst Josephson maler sit berømte maleri af de
spanske smede. – Og i de år hvor byernes arbejderklasse organiserer
sig til kamp. Se på disse menneskers blik, og sammenlign med de
blikke man finder i portrætterne af den tilsvarende tilrejsende
landbobefolkning. Vi er i en tid hvor næsten halvdelen af
befolkningen i Aalborgs omegn, på grund af kummerlige forhold,
udvandrer til Amerika.
Det er en milepæl i nordjysk selvforståelse, at disse kunstværker
endeligt er flyttet ud fra Aalborg Stadsarkivs ramme, til
kunstmuseets ramme.
Man kan med god ret opleve denne udstilling som en kanonisering af
denne kunstner. Disse portrætter er noget som man tidligere har set
på, som billige gamle fotografier. Nu er disse kunstværker i den
ramme, hvor de hører til. Som noget af den mest betydningsfulde
billedkunst, der overhovedet er i vor landsdel.
Og dermed udtrykker denne udstilling et bevidstheds skred, der kan
sammenlignes med, det der skete, da den usle landbo tjenestepige fik
sit eget billede. - Og dermed fik den samme mulighed for at forstå
og se sig selv, som greven, kongen og kejseren.
Gorm Spaabæk Juni 2004
Trykt i lettere forkortet form i Nordjyske Stiftstidende, den
19 juni 2004
|
|
