|
KONFRONTATION 2013 Laier på konfrontationer Den Frie Udstillings bygning 6 juni 2013 Ved Gorm Spaabæk Læs om Konfrontationsseminaret Se sektionen om Laier her på hjemmesiden Link til udstillingen KONFRONTATION Man kan bestille billetter og besøge Pastor Laiers hus i sommer via dette link Laiers konfrontationer, Avisen Nordjyske 12.juni 2013
|
|
|
|
|
|
Hver tid finder, bestemmer og italesætter sine egen dagsorden. Rafael passede i midten af attenhundredtallet til den Engelske landadels kunstsmag. I modsætning til Goya og Rembrandt, der slet ikke var til stede i den tids kunstbegreb. Så kom nye maskiner, der producerede en oliefarve hurtigere, bedre og billigere. De skabte en helt ny form for maleri og ud af det voksede en måde at tænke kunst på, hvor Goya og Rembrandt passede ind. Rafael derimod faldt næsten ud i den kunstneriske diskussion. Siden har farven, som begreb, domineret den almene opfattelse af hvad kunst er. I Anton Laiers værk møder man også farvens diskussion, men det er ikke det vigtigste. I stedet optræder en lang en række andre diskussioner, der i langt højere grad, har sat dagsorden, i de sidste mange år. Eksempelvis det religiøse kontra det sekulære. En diskussion, der har udviklet sig fra Cimabue og Giotto og udfordret kirke og samfundets syn på alting og på det religiøse. Her er løbende dømt autodafe. Som da Fillippi Lippi tilbage i 1440erne udfordrede kirken ved at portrættere sin kone og sit lille barn som Jomfru Maria og det lille jesusbarn. I vor tid kulminerede, med den måde dansk lovgivning blev vredet af led, i 70erne da Jens Jørgen Thorsens Jesus-film blev forbudt. Forløbet omkring Jens Jørgen Thorsens film og sagen om Muhammed tegningerne er sammenlignelige. At overskride grænsen mellem kunst og virkelighed. At vise den religiøse figur i sin samtid og det er den samme diskussion man møder i Laiers Christus figur fra 1937. En meget død mand på et kors. I modsætning til at se Christus ”som et guldsmykke mellem en nonnes jomfruelige bryster” som Kaj Munk formulerede det i diskussionen om Laiers krucifiks i slutningen af trediverne. Eller Laiers materiale og medie valg ud fra det forhåndenværende søms princip, hvor han bruger de materialer han har. I Laiers tilfælde cement fra Aalborg Portland og ler der blev brændt på lokale teglværk. Eller Laiers maleri, der er malet i nøjsomhedens palet. I Laiers økonomi er farvetuber dyre og der er ikke indtægter. Så bruger man butikkens billigste farver, i stedet for de dyre. Okker (blev) forfinet og udviklet til at lyse som både gul og guld og kraplak som rød. Rødokker og umbra ligedan, og jordfarver og andre tarvelige farver blev spændt til det yderste. I Laiers maleri, med en stor koloristisk fornemmelse. Det er farver, der ikke kan gengives i en moderne trykkeriproces. I et moderne trykkeri har man (bare) fire farver. Man farveseparerer på en PC og trykker på en knap. Det er karakteristisk, for Laiers farvebrug, at han ikke bruger de rene farver. De dyre farver i butikken, og dem holder han sig fra. Per Kirkeby beskriver i tidsskriftet A+B (1970), hvorledes at han midt i tresserne cykler forbi Hjallerup. Her oplever han Laier performe, ser de store monumenter i haven. Mængderne af portrætter i kælderen og malerierne i stuen.
|
 |
|
|
|
Laier ramte tressernes materiale og avantgarde diskussion. Således er han ofte ide/begrebs-kommunikerende i sine titler. Eller i de religiøse opstillinger, der har underliggende historier udtrykt i at de implicerede figurer er forsynet med berømte personers portrætter. Eller brug af uventede materialer såsom cement, der blev hældt i svinetarme og lagt i Judas sprængte bug (i 1937). Og penge, kroner og ører, i gangbart mønt lagt i Judas’ hånd. Og inde i Christus krop af cement blev der sat en kagedåse med den tids aviser. Det er her det sker … Yes !!!! … Christus i Hjallerup. Sammenligneligt med Dario Fos revitalisering af det middelalderlige gadeteater. I stykket ”Mistero Buffo”, hvor Pave Bonifacius den 8. smider Christus ud af sit religiøse optog, Christus er beskidt, laset, forpint og stinker af sine pinsler. I Laiers panoptikon ses Aalborgs biskop Oldenburg med en hundehale. Kirkeminister Bodil Koch i bikini og med en pengepose. Og lange opremsende titler, der fortæller historier i sig selv. Idekommunikerende i sine begreber. Ned i tressernes diskussion, som i Addi Købkes rebus billeder, filmen om en cigarets tid, og den humor og udvikling i kommunikation i ordbilleder, der sker her. Og Laiers grisemonument, hvor Laier i sine omvisninger (performance hedder det nu ) hælder vand i et hul ovenpå på den store gris og vandet pisser bagud på kirkeminister Hermansen. Der står bagved grisen, i en gestik, jeg helst ikke vil beskrive her. Måske er det rekommandøren fra Hjallerup marked, der udtrykker sig her. Eller måske rettere, i højere grad, en krigs humor. Den slagne, den sårede har altid svaret igen, med humor. Overlevet i det, og svajerens rappe og skrappe replik, her omsat i bondelandets kultur. En Humor og en fortællende tradition, der kan genkendes i det udvalg, som kuratorerne på denne udstilling har sat sammen. Som f.eks. Storm P og Claus Ejner selv. Laiers humor er ikke sart. Som f.eks. i beskrivelsen af Provst Hindsholm, der fik den uriaspost at læse præstesagens irettesættelse op i Hjallerup kirke. Han sidder iklædt sit ornat, foran og overskrævs på Laiers gris. Og blev i Laiers omvisning, konsekvent omtalt som Pastor Hingstholm. Så er det ligesom sagt. Mange af de fortalte historier, er nu gået tabt. De var utallige og de levede i en fortalt tradition og er ikke blevet skrevet ned og lagt fast. Som historikeren Søren Mørch argumenterer for i sit værk om det moderne, så ændrer et litterært indhold sig når det bliver skrevet ned. Fastlægges, i modsætning til den fortalte tradition, der holder sproget levende og udvikler og opdaterer de anvendte begreber, i takt med at sprog og begreber ændrer sig. Det kan også ses som en del af baggrunden for at dette materiale ikke i højere grad har været brugt i udviklingen af det Nordjyske samfund. Hvad ville det f.eks. have gjort for de sidste årtiers fundamentalisme diskussion. Her blev det sekulære argument brugt til at slå vore tilkommende medborgere oveni hovedet med. At vi som danskere er sekulære og at vi nærmest altid har været det. Det er noget vrøvl og bygger på noget der i bedste fald er udtryk for historieløshed. Religiøs diskussion satte helt op i tresserne dagsordenen i dette samfund. Og er for eksempel baggrunden for at Thorsens film blev forbudt i midten af halvfjerdserne. Her har Laiers diskussion og værk været et savn, som en perspektivering i vores fælles referenceramme. Kunsthistorikerne og deres kunstmuseer har ikke evnet at samle dette materiale op. Det er ikke formuleret deres format. De har ikke skrevet om det. Så det eksisterer ikke i den verden. Derimod har Laier altid mødt en passioneret interesse hos kunstnerne, over generationer. Også selvom dette materiale ikke har været tilgængeligt i København. Set på den baggrund er det temmeligt overvældende at se den række af kunstnere, der har haft fat i det her. Få andre kunstnere kan på samme måde samle interesse fra så vidt forskellige og ellers uforenelige lejre, i den kunstneriske diskussion. Helt fra Kaj Munk i trediverne og halvtredsernes billedkunstnere, såsom Svend Wiig Hansen. Hvor Laiers maleri og skulptur blev set på Kunstnernes Efterårsudstilling og mange af den tids kunstnere har været forbi i huset i Hjallerup. Og i tressernes diskussion med Bjørn Nørgaard, Henrik Have, Peter Laugesen og Finn Thybo Andersen. Og i min generation Jesper Rasmussen, Lars Kiel Bertelsen og Klaus Kristensen, der arbejdede ud fra Aarhus. Og oppe i halvfemserne og nullerne hvor 4-5 busfulde af akademielever fra København, kom forbi på tur, i Jylland. Ud af disse besøg vokser en helt ny generation af unge kunstnere der åbenbart nu fører denne passion videre. Personificeret ved Zven Balslev, der sammen med Claus Ejner, har kurateret denne udstilling. Christus og de store skulpturer står i dag i drivhuset, og portrætterne i ler og cement, er i kælderen i Hjallerup. Til September vil fotografen Trine Søndergaard ud fra dette sted udføre et værk til ”Stedets ånd” i Nordjyske stiftstidende. Mængderne af Laiers maleri står på et loft i Midtjylland. Og med en enkelt undtagelse, har dette materiale ikke været tilgængeligt, i København, i næsten fyrre år.
|
 |
|
København Men hvad er så historien om formidlingen af Laier i København? Efter afskedigelsessagen blev skulpturerne vist på en udstilling i den Frie Udstillings bygning (1938). I den forbindelse blev der trykt et katalog, der indeholder en indledning af Anton Laier og med en kort tekst til hver enkelt i den række af de ældste skulpturer der udstilles her.
Plakaten til denne udstilling blev, på grund af sin anstødelige realisme, forbudt af Politimesteren i København. Den bestod af et foto af Laiers blodbestænkede Christusfigur. Op i halvtredserne blev eksempler på Laiers værk løbende vist på Kunstnernes Efterårsudstilling. I jubilæumsbogen for Kunstnernes Efterårsudstilling, fra 1990, ses et fotografi af Anton Laier, i færd med at støve cementskulpturen af Tubalkain af. Efter at Laiers skulpturhave bliver væltet i 1967 udstilles 30 skulpturelle arbejder (herunder krucifikset) på Charlottenborgs forårsudstilling. I 1971/72 er bl.a. Grisemonumentet udstillet på Outsider udstillingen, på Louisiana, og i 1974 vises en større anlagt retrospektiv udstilling på Tranegaarden i Gentofte I sommeren 1995 udstilles 4-5 skulpturer på Befrielsesudstillingen på Statens Museum for Kunst Bortset fra sidst nævnte udstilling har det ikke (så vidt mig bekendt) været muligt at se Laiers kunst i København i næsten fyrre år. Og efter Brobys død i 1987, er det derudover begrænset, hvad muligheder der overhovedet har været for at orientere sig i disse ting i København. Da jeg i midtfirserne søgte billedmateriale om Laier i København fandtes et sådant materiale således ikke hverken på museernes arkiver eller på Kunstakademiets bibliotek. Det ser jeg som udtryk for en ”catch 22” problematik. Når der ikke er adgang til originalværker og ikke adgang til billeder af dem, skrives der ikke om det. Og er der ikke skrevet om det, eksisterer det ikke og bliver ikke tilgængeligt. Og med den udvikling der er nu eksisterer et værk kun hvis det er på internettet. Altså må jeg konstatere, at kunstens følgeindustri, heller ikke i dag har været i stand til at samle dette materiale op. |
|
|
|
Nu har Zven Balslev og Claus Ejner hentet et udvalg af Laiers skulpturer til København. Den vinkel der er lagt her er portrætter af berømte mænd, udvalgt af de rækker af portrætter der ses i kælderen i Hjallerup. I disse værker, arbejder Laier med medie-billedet, som begreb. Her udtrykt i billeder, af berømtheder. Set på den baggrund kan kælderen i Hjallerup bl.a. ses som en parallelsamling til de historiske portrætter, der ses på Frederiksborg slot. Derudover findes en del portrætmaleri af f.eks. Niels Bohr, Kaj Munk, Frederik den 9. og den daværende kronprinsesse Margrethe. Alt set fra Hjallerup, og som jeg ser det et billede af sin tid og den tids medievirkelighed. Det er f.eks bemærkelsesværdigt at Churchill er den berømthed, der er portrætteret flest gange. Som han fyldte i sin tid, og set som begreb. Og her kan Laiers metode sammenlignes med Andy Warhol, der også ser på sin tids berømtheder, som ikoner. Og Laier har brugt sit ler og cement og Warhol bruger de medier han har adgang til, da han fortolker sine mediepersoner, i tresserne. Og her mødes disse kunstnere i, at de begge arbejder efter præsident Kennedy. Her (på udstillingen konfrontationer) kan ses portrætter af bl.a. Roosevelt og af Ghandi, Stalin, Hitler, Christian den 10. og selvfølgelig Churchill. Og det er bemærkelsesværdigt, at en forholdsvis stor del af de her udstillede arbejder er så gamle, at de var med på udstillingen i Den Frie Udstillings bygning i 1938. Senere i det kunstneriske forløb, i tresserne, hvor Laier rammer de firs år, bliver han mere kraftig i sin form og mere stor i slaget. Det er bemærkelsesværdigt, at det udvalg af cementskulpturer der vises her er mænd. Det er der dækning for i samlingen. Jeg ser det som udtryk for at Laier lever i en tid hvor mediebilledet er domineret af mænd. Blandt undtagelserne kan ses portrætter af forfatteren Selma Lagerlöf, svømmeren Jenny Kammersgaard, og Dronning Alexandrine. Og selvfølgelig en længere række sarte portrætter i ler og cement af hustruen Mette Marie. Men det er anden historie, som jeg vil springe over nu. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
© Gorm Spaabæk. Alt indhold er ophavsretligt beskyttet. |
