Om Mur, rum og kar

I første halvdel af firserne afsøgte jeg det danske landskab, så nyt, gammelt og kunst i den kontekst tingene er udført. Bygninger, museer, monumenter og mange kirker.

Kirkernes kalkmalerier var meget, meget forskellige og sjove, grovkornede og ofte overvældende smukke. Totalkunst hvor kontekst, tid og tidløshed spillede sammen. Skabt over hundredvis af år.

Jeg mødte her et materiale, der ikke var adgang til, på de kunsthistoriske museer, og det blev jeg provokeret af.

På kunstmuseet ku man se tidlig italiensk renæssance kunst , og senmiddelalder og renæssance kunst fra Tyskland. Mens tilsvarende danske kunstnere som mestrene fra Keldby, Sulsted og Vinderslev var uformidlede. Det var som om, man ikke ville være dem bekendt.

Heller ikke den romanske granit og dens stenskulpturer ku man se. Også fordi de bedste ting sad intakt i kirkernes stenmure, eller stadigt var i brug som døbefonte. Stof der dengang ikke var tilgængeligt i København og konsekvensen var, at det blev skrevet ud af dansk kunsthistorie.

Også sengotisk tavle maleri og træskulptur, som de navnløse mestre og Notke og Claus Berg faldt jeg for. Et overvældende stof der pirrede min nysgerrighed. En nysgerrighed Rudolf Broby Johansen var med til at føde og senere nære, og Brobys altomfattende kunstsyn, kom til at betyde meget for mig.

Jorn havde også diskuteret oldtids og middelalder kunst, i forhold til samtids diskussion. Et materiale der på den tid, ikke var tilgængeligt. Franceschis foto var låst inde i en kælder i Silkeborg, og det man ku støve op, var enkelte bøger, artikler og tilfældige fragmenter. Fotografen Poul Pedersen hjalp generøst med en række billeder, en uvurderlig hjælp. Og først i det sidste årti, er man begyndt at bygge kalk og granit registrant op, på nettet.

Derfor fik min proces… karakter af en opdagelses rejse, og jeg tegnede og samlede materiale, som jeg i den forløbende proces, ikke ku se, hvad ku bruges til.

I vinteren 1984-85 forsøgte jeg så, samlede jeg materialet op i ler. Jeg så ler som et elementært billedkunstnerisk medie. Et materiale der har været i spil, i al den tid, der har været bønder i Nord Europa. Et kunstnerisk udtryk der er årtusinder ældre, end maleri på lærred, der først udvikledes i Firenze, for godt fem hundrede år siden. Derfor så jeg kar og ler som et basalt og grundlæggende billedkunstnerisk medie.

Jeg fik adgang til at bruge indtørret affalds ler, fra en af akademiets skoler. Slog de indtørrede klumper i stykker, blødte op i vand, æltede og pølsede lerret op til 10 kar.

Alt sammen noget, der i den grad, var imod tidsånd. I bakspejlet, var det i de år, Det Kongelige Danske Kunstakademi omformulerede sig fra, at være en værksteds og håndværkeruddannelse til en moderne læreranstalt, hvor det vigtigste værksted var mellem ørerne.

I den diskussion, havde jeg lige noget, jeg sku være færdig med, og kan godt indrømme i dag, at jeg nød den elementaritet og kropslighed der lå i, at arbejde i ler.

I kar, gendigtede jeg, fonten fra Vester Egede, Hov, portalen i Rom, byens stok med bomærker fra Drejø , og menneske figurer tegnet op i ler. At tegne et menneske, var en disciplin, der i de år, var under pres, på akademiet.

Så udstillede jeg 10 lerkar i Rådskælderen på Charlottenborg, i foråret 1985.

I sommeren 1985 arbejdede jeg videre med dette stof og byggede en 5,5 meter høj skulptur.

Over de bærende limtræs søjler, fra en tre meter høj himmelseng, monterede jeg et tag i lærred. I hvælvingen malede jeg billeder på hørlærred, grundet med en kasein baseret naturmaling. Og malede billeder med farve pigment, rørt op i kalkvand, på den våde naturmaling.

På søjler og lærredets træskelet monterede jeg lerrelief. Hoveder, dyr, gendigtninger og parafraser over billeder jeg havde set i det udkants Danmark, jeg var så optaget af. Og øverst på gavlen, en galionsfigur i rødbrændt ler.

Til at stå under hvælvingen, modellerede jeg en fallos. En parafrase af stenhovedet fra Bramminge Hovedgaard, stående på en søjle i rødbrændt ler, i dialog med førkristen frugtbarhedskult.

I vinteren 1985-86 blev den store skulptur rejst i Nørrebrohallens forhal, i København, hvor den stod ved siden af en af byens gamle sporvogne. Her var også opstillet de seks største kar og rejst en mur med billedsten i tegl.
Nørrebrohallen er et sted, med andre funktioner, såsom boldspil, meget trafik, derfor kom de fire mindste kar, og hovedet på søjlen ikke med. Men det blev afslutningen. Set i bakspejlet var forløbet udtryk for en identitets diskussion.

I den kultur jeg vokser ud af, er sofastykke på lærred kommet til og kan ses som et led i en erobring af et nye borgerskabs kultur og selvforståelse. I mit liv var det en nyfødt kultur, hvor man overtog / tilkæmpede sig det gamle borgerskabs tankesæt. Her var et maleri på lærred, en af selvopfattelsens ikoner. Noget jeg var kritisk overfor og søgte i stedet noget der lå dybere og mere oprindeligt.

Sent i forløbet, læste jeg en artikel af Ole Hyltoft, der på det tidspunkt var socialdemokrat. Han gjorde opmærksom på Nazisternes dyrkelse af bondekultur. Det passede ikke helt i mit billede …og skræmte mig.
Også derfor ærgrer det mig i dag, at den sidste dimension, ikke blev gennemført. Jeg havde planlagt en række bo-pæle. Oprindeligt er bopæl, helt konkret, en pæl man slog i jorden, hvor man satte bopæl.

Mine bopæle sku fortælle om mobilitet og grupper af fremmede der har lagt deres liv her. Såsom jyder i København, kartoffeltyskere, jødiske flygtninge, Hollænderne på Amager, Svenskere på Bornholm, Polakker på Lolland og vor egen tids indvandrere. Alt udtryk for den dynamik og betydning de tilvandrende har. Og som det hele er gået, er det en åbenbar skævvridning, i det her projekt. At blandingskulturens frugtbarhed, ikke er fortalt.

En omstændighed der kom til at skrige til himlen, op i halvfemserne, da Jugoslavien faldt fra hinanden med krig og etniske udrensninger, begrundet i nationalisme og lokal kultur.

Og jeg er fuldstændig uenig med de kræfter der platter og tar patent på danskhed, i dag.
 

Gorm Spaabæk
25 november 2009

 

© Gorm Spaabæk. Alt indhold er ophavsretligt beskyttet.