|
|
Udstilling med foto af Maria Fonfara og Miriam
Dalsgaard
Galleri Havnen, Sæby 30. august 2009
Åbningstale ved Gorm Spaabæk
Sommeren 1974, Skagen fiskerestaurant.
Kabaret, Preben Neergaard, flabet, kvik.
Københavnersvajerens hurtige replik .. uimodståelige charme...ikke
til at slå ud.
Der er ikke mange der har set Neergaard gå i stå .. Det har jeg
oplevet
Oplæg til .. vise fra cirkusrevyen 1959. Det kilder .. det Kilder..
Spillet mellem kønnene ..Den der elektricitet og gnist! Ved ikke
hvornår det slutter?
Hvornår slutter det? Neergaard henvender sig til en pæn ældre dame
.. slutningen af firserne
Det ved jeg ikke...siger hun så
Så faldt Preben Neergaard sammen
Han havde lige sagt til en kvinde at hun ikke var attråværdig.. at
hun da måtte være for gammel.
Preben Neergaard (af alle) gik i stå på scenen fuldkommen rystet,
bleg. Mere ku han ikke kvaje sig, med den selvopfattelse og image
han havde bygget op om sig selv.
Efter det, var den historie en del af Neergaards forestilling, hvor
vi som publikum, som en anden psykiater, måtte hjælpe ham over
skammen
Og så søgte jeg på nettet og fandt ud af at Preben Neergaard var 54
i 74
Dengang syntes jeg han var gammel, og førte sig lidt rigeligt frem
som ungdommelig. Han havde en ung kone der dansede godt.
Selv er jeg 55 nu. Og det er bemærkelsesværdigt, hvorledes synet på
alder ændres med alderen. (Soya citat)
Jeg søgte på nettet og fandt Maria Fonfaras billeder
Om ældre mennesker seksualitet...og de er smukke.
Jeg har det lidt med kroppe som med vejret
Ikke noget dårligt vejr .. kun forkert påklædning
Og der er ikke nogen grimme kroppe, kun idiotiske skønhedsidealer.
Formuleret i Fonfaras billeder...et nærvær og en interesse der betog
mig
Og to unge kvindelige fotografer ..
Fotografi er kvindernes medie, som Cindy Sherman. Sam Tayler Wood,
Annika Von Hausvolf
Fotoet som medie..ikke belastet..nyt, Frisk
Nyformulering...ikke et medie der er overmalet...og derfor brugt op
og tilsvarende svært at nyformulere.
Kamera ikke tungt. Ikke besværligt som en granit sten
Her ku man konkurrere på lige vilkår. Og den mulighed blev brugt.
Nye medier har altid kaldt på udvikling og unge kunstnere.
Botticelli der malede på lærred i stedet for træ, Giotto der
formulerede den spæde kapitalisme og den deraf følgende
sekularisering. Daumier der spidder og afdækker det nye franske
borgerskab i avisen i fyrre år. Impressionisterne der malede i
marken med oliefarve på tube. Alt udtryk for nye tekniske muligheder
der udtrykker nye måder at se virkeligheden på.
Set herfra er der logik i, at en række af Vendsyssels vigtigste unge
billedkunstnere har valgt fotografiet som medie.
De er taget ud, uddannet sig, udviklet sig. Og i dag er flere af dem
verdens klasse. Selvom de stort set ikke er noteret og i hvert fald
ikke fastholdt, i deres hjemegn.
Miriam er et sådant eksempel, og Trine Søndergaard.
At tale om format kan ses af, at Søndergaard i år har fået
kunstfondens treårige arbejdslegat. Der hvert år gives til en
spinkel håndfuld af unge danske kunstnere ...Og på tide...allerede
for mere end ti år siden fik Trine Søndergaard Tysklands vigtigste
foto pris.
Og Miriam. Jeg havde set og noteret Miriams billeder i Politiken
inden at det gik op for mig, at jeg kendte hende. Sidst jeg ( på det
tidspunkt ) havde mødt hende var, da hun kom til ferniseringen af
Mogens Ottos og min udstilling Vejr/ opdrift, i kunstpavillonen i
1992 ..
Jeg tror det var året efter at hun var på mit allerførste valghold i
BK på Dronninglund Gymnasium ..
Og hov ...nu er hun superstar. I klasse med Nikoline Werdelin da hun
var i samme alder. Hundredvis af præcise billeder til tekster i
Politiken.
Og fast ansat Politiken fotograf er vel det tætteste, man kan være
på, at være Magnum fotograf i Danmark.
Cavling prisen, som den første Fotograf nogensinde. En kunstner der
danner, præger og ændrer holdninger. Så kendt at hun selv optræder
som objekt i medierne.
Og alt det er jo lige meget, gir måske lidt bedre muligheder, men er
lige meget
Det der tæller er billederne...og de har en nøgenhed, og en
målrettethed i sig .
Kvindelige boksere i Indisk slum .. billedet fra Guantanomo, hvor
man ikke kan se andet end en dum strand . Og hvor teksten så
fortæller at det var det eneste hun måtte fotografere …
Og de der børn i flygtningecenteret.
Alt udtryk for den sociale diskussion der ses i det nye fotografi,
og i den nye billedkunst …
En nyformulering hvor kunstnerne forholder sig til virkeligheden… så
renset som muligt, og nøgent
En kunst der er andet end boligindretning...
Er alt andet end det nye borgerskabs trang til selviscenesættelse,
pynt, underholdning og smag og behag.
Derimod en selvudslettende ærlighed over sin historie, en ydmyghed,
beskrivelse af usete virkeligheder, rensning og mod.
Hvad er min ramme og focus, som man så det hos Giotto for 700 år
siden og Daumier og Carravagio . En nøgenhed hvor alt bullshit
skæres væk
Det man brænder folk for, og det er en gave at der er private
mennesker, der tager det på sig, at få et så væsentligt og opdateret
materiale til regionen.
Når de strukturer der burde gøre det her, bare ikke kan.
Det handler om indhold...alt andet er ligegyldigt.
Tillykke til Maria Fonfara og Miriam Dalsgaard
Og hvis det er min opgave, vil jeg gerne erklære udstillingen for
åben.
|
|
