|
Anmeldelse af Frede Christoffersen på Vendsyssels Kunstmuseum
De flotteste, de smukkeste, de mest funktionelle kørevogne til heste
skabes i det første årti af nittenhundredtallet hvor dette
transportmiddel er under pres af det nye transportmiddel,
automobilen. At det ældgamle vognbyggerhåndværk kulminerer i disse
år er et godt eksempel på at et håndværk forfines og forædles når
det forældes.
På samme måde kan Frede Christoffersens (1919-1987) værk ses som udtryk for
afslutningen på nogle måder at gøre tingene på. Hans værk er udtryk
for håndværkersamfundets tanke og ide sæt og det selvom han arbejder
i en tid hvor håndværkersamfundet bryder sammen.
At Christoffersen dyrker lyset og farven som kerneområder i sit værk
er ligeledes udtryk for afslutningen af et tankesæt der er
dominerende i billedkunsten i mere end hundrede år. Det er noget der
begynder i midten attenhundretallet fordi man får nye teorier om lys
og farve og nye praktiske transportable oliefarver i tube. På den
tid er det en ny viden og nye tekniske forudsæt-ninger og det skaber
helt nye muligheder for at arbejde med oliemaleri i naturen langt
væk fra et atelier.
Det gav en frihed og en direkte sansning i beskrivelsen af farven i
naturen som man ikke havde set før. Og generation på generation
gennemarbejder herefter naturens lys og farvens problematik. Det der
oprindeligt var et nyt farvesprog der fortalte om naturens poesi,
bliver i højere og højere grad forskning for forskningens egen
skyld, i farvens natur.
Det er en tankegang man for eksempel kan se udtrykt titlen på bogen
om Aksel Jørgensens Maleri fra 1946 der hedder " Fra naturens farver
til farvens natur "
I denne bog beskrives tankegange der blev grundlæggende hos Aksel
Jørgensens elever. Og det er i den sammenhæng Frede Christoffersen
kan ses, sammen med kunstnere som Gunnar Aagaard Andersen, Helge
Bertram, Henry Heerup, Erling Frederiksen, Dan Sterup Hansen, Albert
Mertz og Eiler Kragh .
Det er bemærkelsesværdigt hvor meget disse kunstnere ligner
hinanden, da de som unge blev kværnet igennem Aksel Jørgensens
ideer. Når man for eksempel ser et arbejde som Frede Christoffersens
portræt af Carin fra 1952 er det sigende, at dette maleri lige så
godt kunne være malet af en ung Dan Sterup Hansen.
Men der er en forskel. Dan Sterup Hansen har for eksempel et socialt
og politisk engagement, og arbejder undersøgende og forskende
overfor nye tekniske muligheder. Eller byens poesi og krigsangsten
hos Palle Nielsen og den manisk søgende intellektualitet hos Albert
Mertz .
Det er kunstnere der alle arbejder sig ud af Jørgensens skygge, og
det er kunstnere der i deres sene værk forkaster store dele af Aksel
Jørgensens tankesæt og tager konsekvensen af, at verden har
forandret sig. Gunnar Aagaard Andersens lysskulpturer og lænestole i
skumplast, Helge Bertrams svømmehal, emaljerelieffer og
klangbilleder, og Albert Mertz der ofte dengang i firserne udtalte,
at det var fascistisk at presse sine egne små farveoplevelser ned
over hovedet på andre mennesker.
Frede Christoffersen derimod lukker sig ind omkring sin farve og
sine sole og kan sammenlignes med kunstnere som Chardin og Morandi
der på samme måde vender ryggen til verden , og lader verden passere
forbi uden at det synligt indvirker på deres værk.
Da Christoffersen på voldsom vis konfronteres med virkeligheden og
den nye tid, trækker han sig. At udstille under politibevogtning på
Biennalen i Venedig er ikke sagen for Frede Christoffersen, - dengang
i 1968, da Situationisterne revolterer og lukker Biennalen i
Venedig. - Og istedet tager Christoffersen så hjem og laver et relief
som dekoration til Skagen bibliotek.
Men kan man så affærdige Frede Christoffersens maleri som en
kombination af Sonia Delaunays sole og den stoflighedsglæde man så i
tredivernes danske maleri? Er Christoffersen en smal, stille og
indadvendt kunstner der bare, uden at tilføre noget nyt, bygger
videre på Aksel Jørgensens skoles overvejelser? Det giver
udstillingen i Hjørring et ufrivilligt og uventet svar på !
I museets stueetage er der ophængt 120 malerier og kollager. I
titlerne på 74 af disse billeder er der brugt ord som nat, aften,
måne. Man kan deraf slutte at Christoffersens projekt har været at
arbejde med maleri i aften og nattelys.( Tal der bliver endnu mere
markante hvis man trækker kollagerne ud og lægger de nattebilleder,
der ikke har nat og aften i titlen, til ! )
At arbejde med nattelys er noget mange andre billedkunstnere har
gjort. I flæng kan nævnes Julius Poulsen , J.F. Willumsen og Edvard
Munch. Men i den grad at gøre det til et forskende livsprojekt tror
jeg ikke at jeg har hørt om før.
Det er en indfaldsvinkel der ikke vægtes i Vendsyssels kunstmuseums
ophængning. Her er dag og nattebilleder blandet, og lyssætningen på
udstillingen forholder sig ikke til det lys disse natte og
aftenbilleder er malet i.
Fordi de fleste malerier er malet i mørke er der alt for meget lys
på de fleste af udstillingens billeder. Man blændes og de
farveklange der er billedernes indhold og kvalitet kommer ikke til
deres ret. Hvis man tog det utraditionelle skridt at slukke museets
elektriske lys er jeg sikker på at billederne ville se helt
anderledes ud . Det er billeder der lyser og fungerer optimalt med
endog meget .... meget lidt lys.
Og pludselig står den lidt kedelige Aksel Jørgensen elev lysende
klart som en eksperimenterende, grænseafsøgende og forskende
billedkunstner. Christoffersens projekt er helt åbenbart, at forske
i, hvad der sker med farven, når der stort set ikke er noget lys.
Og imponerende nok fremstår Frede Christoffersen derfor som en
billedkunstner der ligesom Situationisterne, i Venedig, i 1968,
kolliderer med museumsinstitutionens dogmatiske lyssætning, tankegang og æstetik.
Udstillingen er ophængt som en opremsning og det er en storladen og
rig udstilling, der frem til den 28 marts kan ses på Vendsyssels
kunstmuseum.
Gorm Spaabæk 23 januar 2004 .
Trykt i Nordjyske Stifstidende med
titlen "Så sluk dog lyset.." 28-01-04 |
|
