Politikere har et ansvar

Politikere har et ansvar Debatindlæg i avisen Nordjyske publiceret den 27. december 2014
Poster by Leticia Haugen
I dette efterår besøgte jeg det Nordiske kulturinstitut i Helsinki. Her afholder man blandt andet udstillinger og jeg forhørte mig om , hvordan betingelserne var for at udstille her. Man ( kunstneren ) betalte selv billedtransport . Stod for ophængning og etablering og senere for nedtagning og hjem transport. Til gengæld stod instituttet for pressemedelse og at den blev sendt ud . Der hang en plakat hvor jeg ku læse at en ung dansk digter , et par uger før , havde læst op på dette institut og jeg spurgte om denne også havde betalt selv og fik det svar at det var hans forlag der betalte Konklusionen er at hus , drift og administrativt personale er betalt. Men den råvare alle lever af , derimod forventes , at komme af sig selv. En af konsekvenserne af den form for opførsel er, at man afskærer sig fra, et kvalificeret produkt . Kunstnere er ikke en del af en normal social virkelighed og er fattige mennesker der ikke kan finansiere den råvare de nordiske kulturinstitutter lever af. De kompetente mennesker bliver derfor væk. Og det billede man viser af Danmark ( og de andre nordiske lande ) bliver ringe. Hvis dette så kun var en historie fra de ” varme ” lande , ku det stå som et skræk eksempel på et dyrt , ineffektivt og asocialt tankesæt . Men det er ikke tilfældet. I den del af Nordjyllands kunst liv der støttes af og lever på samfundets penge, ser man et sammenligneligt tankesæt folde sig ud . I alle kommuner, er der ( helt eller delvis ) skatteborger finansierede udstillings strukturer, der lever af, at kunstnerne ikke bliver betalt. Også her betyder det, at den veluddannede og kompetente arbejdskraft bliver væk .. Og vort samfund, mister opdateret viden og udviklings muligheder . Det kan ses i modsætning til det tankesæt man, for næsten hundrede år siden, så hos den amerikanske bilfabrikant Ford. Ford skabte helt nye måder at tænke på, for automobilindustrien. Her var en af byggestenene, at hans ansatte blev seriøst betalt, for det arbejde, de udførte. Ja , han fordoblede ligefrem sine arbejderes løn . Det var Fords synspunkt, at dette var en forudsætning for udvikling. Og dette blev rigeligt betalt tilbage, i en mangedobling af den effektivitet der sås på Fords fabrikker . Et stik modsat synspunkt har, i den sidste generation, foldet sig ud i de Nordjyske kommuners forbrug af billedkunstnerisk produktion. Her har den offentlige sektor været lønførende i en negativ forstand og det er sket på bekostning af produktions og udviklingsmuligheder. I sig selv, er det ikke nogen løsning, at fordoble billedkunstnernes løn. Alene fordi honorering her, nærmest er ikke eksisterende. Så det gir ingen mening … Men selve synspunktet , at man får en bedre udvikling , hvis man møder en given arbejdskraft med realistiske vilkår , er en relevant diskussion i forhold til kultur produktion i Nordjylland. Det kan også ses på baggrund af den måde Kineserne optræder i Afrika … Og hvorledes Afrika stormer frem i disse år .. Kineserne holder ikke store spektakulære møder, hvor ressourcerne bruges på at følgeindustrien fejrer sig selv . Kineserne ser heller ikke selvpromoverende Brage snak som en vej frem. I stedet betaler kineserne kontant og sagligt for de råvarer de bruger. Tænk sig hvis de Nordjyske kommuner på samme vis begyndte at betale for den kunst der udstilles og dermed forbruges bruges på udstillinger . Man ku starte med at opdatere de aktiviteter kommunerne selv sætter i gang og de aktiviteter forvaltningerne støtter . Det ku sammenligne det med den måde man i øvrigt tager sig af den udsatte arbejdskraft fra Kina og Afrika (CSR certificering). Det burde være en norm at alle de udstillingssteder der finansieres og støttes af samfundets penge, blev set efter og på lignende vis blev certificeret udfra en ordentligheds tankegang. Det kan ses på baggrund af, at ingen moderne Nordjyske virksomheder, kan bruge råvarer, der kommer fra Afrika eller Asien, uden at man først har sikret sig , at den arbejdskraft , der har produceret varen, er betalt og har et minimum af anstændighed i deres arbejdsvilkår. Det er ( som ovenfor anført ) ikke tilfældet for kulturel produktion i vor region. Her bygger næsten alle ( de offentligt støttede ) udstillingssteder på at kunstner ikke bliver betalt. I stedet for at reagere på dette misforhold , ser man borgmestre og politikere profilere sig på, at åbne udstillinger den slags steder. Og hvordan kan den almindelige udstillingsgæst ( forbruger ), og den frivillige medhjælper ( der får alting til at køre på disse steder ) , dog ku vide , at forholdene på et udstillingssted bygger på en udnyttelse , når eksempelvis formanden for folketinget kulturudvalg åbner udstillinger her, og dermed hvidvasker denne aktivitet … Her mener jeg at man som en folkevalgt politiker har et ansvar. Gorm Spaabæk Dronninglund, 23 december 2014 .
Læs Gorm Spaabæk's forslag til et sæt spilleregler for billedkunstområdet: Corporate Social Responsibility (CSR) for billedkunst